Nyt fra DLO - Ny regering, nyt ministerium og ny minister
Onsdag d. 2. november 2011
En ny regering
Af John Hebo Nielsen, formand for DLO
Vi er sikkert mange, der har glædet os til at læse regeringsgrundlaget for den nye regering, for nu skulle nye tanker og initiativer på daginstitutionsområdet udmøntes i konkrete handlinger.
Men der er sikkert andre der ligesom vi hos DLO blev skuffede. Regeringsgrundlaget indeholder meget lidt konkret på området og absolut intet på området selvejende/private daginstitutioner. For nu at være helt sikker på, at vi ikke havde overset noget i regeringsgrundlaget gennemførte vi en søgning på såvel "selvejende daginstitutioner", "private daginstitutioner" som "forældreindflydelse", søgningen gav ikke nogle resultater.
Men ret skal være ret, vi fandt et specifikt positivt punkt vedrørende dagtilbudsområdet.
Regeringen vil arbejde for højere kvalitet i dagtilbuddene gennem minimumsnormeringer og begrænsninger af lukkedage gennem drøftelser med kommunerne.
Høj kvalitet i dagtilbuddene er hvad DLO konstant har kæmpet for, og regeringens arbejde hermed har naturligvis DLO's fulde støtte.
Ovenfor er nævnt punkterne minimumsnormeringer og begrænsninger af lukkedage, men vi vil gerne supplere med punkter som:
- bedre lederuddannelse i form af en egentlig formaliseret lederuddannelse
- mere vægt på forebyggelse og tidlig indsats både i den pædagogiske grunduddannelse og i form af efteruddannelse
- mere tid til børnene gennem en afbureaukratisering og fjernelse af den overhåndtagende kontrol og styring, som har sneget sig ind.
Ud over hvad der direkte angår dagtilbudsområdet, har vi i regeringsgrundlaget under overskriften "ny styring af den offentlige sektor" hæftet os ved, at regeringen vil arbejde med at lave et flerårigt aftaleperspektiv. Kunne det føre til, at vi også på dagtilbudsområdet får roligere tilstande med mere kontinuitet og mindre budgetstrid, vil det helt sikkert højne kvaliteten.
Der tales endvidere om, at der skal etableres flere former for offentlige private samarbejder, et signal vi ligeledes hilser velkommen, og det giver os lejlighed til at minde om, at selvejende daginstitutioner er en afprøvet og velfungerende form for et offentligt privat samarbejde, som vi gerne hjælper med at udbygge, og som ikke mindst på området forældreindflydelse giver noget, som kommunale daginstitutioner ikke er i stand til.
Vi vil gerne slutte med at byde den nye minister på området Christine Antorini velkommen i jobbet. Hun har en stor viden om daginstitutionsområdet, så vi glæder os til det fremtidige samarbejde, men vil dog advare mod, at tanken om en helhedsskole breder sig for langt ind i daginstitutionsområdet.
