Nyt fra DLO - Heldagsskolen - nej tak!

Fredag d. 5. april 2013

Heldagsskolen - nej tak!

Af John Hebo Nielsen, Landformand, DLO

 

En skolereform har hele tiden haft en bred opbakning i befolkningen, men i takt med at flere og flere svagheder ved projektet Heldagsskolen er blevet afdækket, er troen på at netop Heldagsskolen er vejen til en bedre skole svundet ind.

 

Det er ikke blevet bedre af en delvis uforståelig snak om Ny Nordisk Skole, en manglende uddybning af begrebet Heldagsskole  og senest sammenkoblingen med lærernes  overenskomst  og arbejdstid.

 

Heldagsskolen er i sin fulde form stadig et særsyn, men udviklingen mod at skolen råder over en større og større del af døgnets timetal har stået på i årevis. Bortset fra Københavns kommune, hvor fritidshjemmene stadig er almindelige, er udviklingen i hele landet gået fra fritidshjem mod SFO'er, som ligger under  skolelovgivningen.

 

Fritidshjemmet, derimod,  ligger under dagtilbudsloven, det har egen pædagogisk ledelse, egne pædagogiske mål og egen forældrebestyrelse og var i mange kommuner selvejende med et betydeligt ansvar hos en selvstændig bestyrelse. Kommunerne opnåede ved at erstatte fritidshjemmene med SFO'er, at der var frie rammer for normeringen, at betalingen kunne sættes op og at man fik færre enheder at forholde sig til. For børnene betød det mindre fritid og mere skole. SFO'erne ligger oftest i skolens lokaler og har ikke muligheder for at tilbyde de aktiviteter som fritidshjemmene kan. Forældrene har dog stadig haft mulighed for at vælge fra og benytte et eller flere af de mange frivillige tilbud, som foreligger i form af sportsklubber, musikskoler og meget andet.

 

Med Heldagsskolen er den frihed slut, og man kan frygte at det vil gå ud over mange af de frivillige tilbud. Hvor mange børn har efter en hel dag på skolen overskud til at gå videre i en sportsklub eller lignende. Det behov vil ikke være dækket af et par aktivitetstimer i dagens løb. Børn har brug for fritid, de har brug for at lære at leve livet andre steder end i skolen, og de har brug for at være sammen med kammaraterne uden at det er skemalagt.

 

Er der overhovedet ikke noget godt ved Heldagsskolen? Jo, der er ingen tvivl om, at for en mindre gruppe af børn, hvor forældrene hverken ønsker eller magter at støtte dem i fritiden, hvad enten det er med lektie læsning eller tilskyndelse til aktiviteter, kan det have en positiv effekt. Denne gruppe skal naturligvis have hjælp, men i form af en mere målrettet indsats, som ikke nødvendigvis omfatter det store flertal, som hverken ønsker eller har behov for det.

 

De mindste børn omfattes ikke direkte af Heldagsskolen, men der er ingen tvivl om, at den vil smitte af på børnehaven med yderligere krav om skoleforberedelse eller en direkte sænkning af grænsen mellem skole og børnehave. Vi ønsker alle det bedste for vore børn, men vi er mange som tvivler på at Heldagsskolen er svaret. FOLA har ligeledes på det seneste udtrykt dyb bekymring over de kompetencer børnene vil gå glip af ved indførelse af Heldagsskolen. En bekymring som vi i DLO deler med mange forældre.