Pressemeddelelser - Undersøgelse af forældretilredsheden i Århus
Mandag d. 5. oktober 2009
Pressemeddelelse:
Fra de Selvejende Daginstitutioner i Århus - om forældretilfredshedsundersøgelsen,
der blev offentliggjort af Århus Kommune den 29. september 2009.
der blev offentliggjort af Århus Kommune den 29. september 2009.
Selvejende daginstitutioner stadig i front
Undersøgelsen af forældrenes tilfredshed, som Århus Kommune netop har offentliggjort var imødeset med spænding - ville de selvejende dagtilbud stadig være markant bedre end de kommunale?
De 0-6 årige i Århus Kommune kan glæde sig over, at udviklingen går den rigtige vej. Forældrene er mere tilfredse med deres børns dagtilbud i dag end ved en tilsvarende undersøgelse fra 2007. Forældrenes tilfredshed opgøres på en skala fra 1-5. Den samlede tilfredshed for alle dagtilbud var i 2007 nede på 3,9 point, det niveau er i dag steget til 4,2 (mod 4,3 i 2005) som et gennemsnit for alle dagtilbud - både kommunale og selvejende.
Ser man isoleret på de selvejende dagtilbud er forældrenes tilfredshed pænt over gennemsnittet. Samlet set opnår de selvejende dagtilbud 4,5 point og er således med til at trække det kommunale niveau op.
De kommunale dagtilbud har (trods forbedringer) ikke nået deres eget niveau fra 2005 - det vil sige fra tiden før de store sammenlagte dagtilbud med flere afdelinger og fælles ledelse. Det kan undre al den stund, at intentionerne med hele den store strukturændring vel var at forbedre den samlede indsats for børnene og deres familier.
Den samlede rapport for alle dagtilbud viser, at 25% af afdelingerne har en gennemsnitlig
tilfredshed på 4,3 eller derover. Desværre lader det sig ikke gøre at se de kommunale og de selvejende dagtilbud hver for sig. Men kigger man kun på de selvejende er de åbenlyst med til at højne niveauet. Blandt de selvejende ligger hele 80% af afdelingerne over de (gennemsnitlige) 4,3 point ifølge forældrene.
De 30 selvejende dagtilbud i Århus kommune kan kun glæde sig over forældrenes vurderinger. Særligt fordi de områder, hvor institutionerne placerer sig bedst er på kerneområderne for hele selvejetanken: Inddragelse af forældrene i beslutninger om dagtilbuddet, nærværende decentral ledelse, daglig god kontakt og kommunikation mellem forældre og personale.
Og trods økonomisk lige betingelser oplever forældrene også at personalet i de selvejende dagtilbud har bedre tid til det enkelte barn. Men i mange tilfælde er der jo også et ledelsesniveau mindre i de selvejende dagtilbud end man finder i de kommunale organisationer.
Samlet har de selvejende dagtilbud opnået et resultat, der virkelig er grund til at være stolte af. Men det flotte resultat fører dog til et "luksusproblem" for nogle af institutionerne. Med vurderinger på 4,8-5,0 kan det være vanskeligt at forbedre indsatsen.
Læs mere om selvejende daginstitutioner i Århus på www.daginstitutioner-aarhus.dk
Kontaktperson i forbindelse med denne pressemeddelelse:
Koordinator for Sammenslutningen af selvejende dagtilbud i Århus Kommune
Anita Sieker - 30 26 33 20
Pressemeddelelsen fra de selvejende daginstitutioner er af DLO publiceret efter aftale med Sammenslutningen af selvejende dagtilbud.