Pressemeddelelse - Pædagogerne bruger halvdelen af arbejdstiden på andre opgaver end børnene.

Onsdag d. 10. april 2019

DLO har d.d. udsendt denne pressemeddelelse:

 

Pædagogerne bruger halvdelen af deres arbejdstid på andre opgaver end at være sammen med børnene. Det viser en opgørelse, som Daginstitutionernes Landsorganisation, DLO, i dag overrakte til Børne- og Socialminister Mai Mercado.

 

“Der er behov for flere voksne i daginstitutionerne. Vi nærmer os omsorgssvigt overfor børnene det sted, hvor de tilbringer flest vågne timer”, siger DLOs landsformand Peter Grevsen. “Men virkeligheden er også, at personalet bruger halvdelen af deres tid på papirarbejde og koordination”, forklarer Peter Grevsen:

 

“Nogle opgaver handler om at holde forældrene orienteret og koordinere arbejdet. Men skræmmende meget tid går faktisk med registrering, dokumentation, evaluering og indrapportering til den kommunale forvaltning. Der bliver brugt alt for meget tid på bureaukrati. Der burde sættes en stopper for al den overstyring, der tager tid fra børnene”, siger Peter Grevsen.

 

Mai Mercado havde onsdag d. 10. april 2019 indkaldt børneområdets organisationer til et møde om normeringer. Mødet blev holdt umiddelbart efter lørdagens mange demonstrationer organiseret af forældre, er der utilfredse med de nuværende normeringer.

 

Danmarks Statistiks opgørelse over normeringer viser en oversigt over kommunernes lønforbrug til pædagogisk personale, men siger ikke noget om, hvor meget tid personalet bruger sammen med børnene. Der er ikke taget højde for møder med forældre, papirarbejde og andet, der betyder mindre voksentid til børnene.

 

“Vi kan ret enkelt lave en undersøgelse af de faktuelle normeringer ud fra eksisterende viden”, siger Peter Grevsen. Han forklarer: “Vi kan fra lederne få opgørelser af, hvor meget tid de bruger på hvilke bundne bureaukrati-opgaver. Så har vi et brugbart grundlag at diskutere ud fra.”

 

 

For mere information, kontakt

 

Landsformand Peter Grevsen, 40 60 04 64/ peter@grevsen.eu

Sekretariatschef Tanja Krabbe, 93 39 90 65 / tanja@dlo.dk

 

Dokumentation: Eksempler på opgaver, der tager tid fra børnene

 

Dokumentations arbejde 2 timer pr. uge

Tid ved pc, mailbeskeder etc.

Forberedelse anden mødeaktivitet

Børn med særlige behov samtaler

Tværfaglige møder inkl. forberedelse

Sprogscreening ca. 2 børn pr. grp.

Dokumentation af trivsel mhp. tidlig opsporing

Opfølgning handleplaner vedr. trivsel

Dialoghjulet

Kursusdage

Sprog opfølgning 2 x år 2-sprogede

Statusrapporter ca. 2 børn pr. gruppe

Adm tabulex 0,5 x 52 uger

Eksterne/interne spørgeskemaer

Udvalgsopgaver nye projekter

Forældresamtaler

Vejledning studerende, praktikanter, løntilskud mm.

Praktiske opgaver (vask, oprydning, indkøb mv.)