Pressemeddelelse - TV2 dokumentar viser behovet for ordentlige normeringer fra 2020
Fredag d. 1. november 2019
TV2 dokumentar viser behovet for ordentlige normeringer fra 2020. DLO opfordrer til høj prioritering af bedre normeringer i finansloven.
Dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”, der blev vist torsdag aften på Tv2, viste endnu engang, at selv med god ledelse og de dygtigste medarbejdere, kan der ikke skabes kvalitet i daginstitutionerne med skrabede midler. I finanslovsforhandlinger bør politikerne tage ordentlig ansvar for børnenes trivsel og sætte nok midler af til markant bedre normeringer fra 2020, siger Tanja Krabbe, Sekretariatschef i Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO.
”I forårets dokumentar (‘Daginstitutioner bag facaden’) kunne man få indtryk af, at det stod dårligt til i nogle daginstitutioner, fordi medarbejdere eller ledelsen ikke var dygtige nok. Men vi har længe vist, at selv med god ledelse og dygtige medarbejdere, kan man ikke levere kvalitetsdagtilbud med kæmpe børnegrupper og næsten ingen voksne”, siger Tanja Krabbe. Hun fortsætter: ”Pædagogernes og medhjælpernes organisationer har sagt det længe, vi i DLO har sagt det, og forældrene har gået på gaden i hobetal. Nu SKAL politikerne levere, og normeringsløftet skal kunne mærkes i hverdagen.
I TV2 dokumentaren ser man lederen af daginstitutionen ‘Unoden’ forklare, at selvom kommunes officielle normeringer er 6,2 børnehavebarn pr. voksen, så er de reelle normeringer i dagligdagen til tider 16 eller endda 19 børn pr. voksen. Det har Tanja Krabbe en forklaring på: “Som lederen siger, så betyder sygdom hos medarbejderne at hverdagen ser anderledes ud end den officielle normering. Herudover ved vi, at normeringsvurderingerne i dag ikke tager højde for, at medarbejderne bruger utroligt meget tid på dokumentation og andre opgaver væk fra børnene. Nogle af de opgaver giver mening, som fx forberedelse, og forældresamtaler. Men der er også en del bureaukrati og registrering af børnenes trivsel som de kommunale forvaltninger kræver, og som man burde minimere”.
“Man skal være vågen, når man taler normeringer. Hvad betyder det at have 1 voksen til 6 børn, hvis den ene voksne er syg eller på kontoret halvdelen af tiden? Så bliver den reelle normering en hel anden”, siger Tanja Krabbe. Hvis vi vil have 1 voksen til 6 børn er de tal, der er på bordet nu, slet ikke nok, vurderer Tanja Krabbe.
DLO gør i øvrigt opmærksom på, at torsdagens dokumentar viser institutioner, der har fået grønne smileys af kommunens tilsyn. DLO mener, at man bør adskille tilsynet fra den kommunale forvaltning: “I dag fører kommunerne tilsyn med sig selv og de tilsynsførerende refererer direkte til den kommunale dagtilbudschef, der skal forsvare den økonomiske ramme for dagtilbuddet. Et uafhængigt tilsyn ville kunne vurdere dagtilbudene alene ud fra børnenes perspektiv. Uafhængighed ville sikre transparens og troværdighed”, siger Tanja Krabbe.
Daginstitutionernes Lands-Organisation omfatter over 1000 selvejende og private samt kommunale daginstitutioner i Danmark.
For mere information, kontakt
Sekretariatschef Tanja Krabbe 93399065