Nyt fra DLO - Ny aftale om fuld løn til hjemsendte ansatte i corona risiko på kommunal overenskomst

Onsdag d. 1. juli 2020

Ny aftale på det kommunale overenskomstområde giver nu ret til fuld løn for medarbejdere i øget risiko og medarbejdere, der har pårørende i øget risiko, når disse er fritaget for deres arbejde og har ret til sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 58b og § 58c. Aftalen gælder fra 20. maj til 31. august 2020, også for ansatte i selvejende institutioner med driftsoverenskomst. 

 

Vær opmærksom på, at Sundhedsstyrelsens stadig vurderer, at personer i øget risiko som udgangspunkt ikke behøver at blive omplaceret i deres arbejde eller at arbejde hjemmefra, selvom de dagligt har kontakt med mange mennesker. Medarbejdere, der er i øget risiko eller har pårørende i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med ny corona-virus, skal som udgangspunkt møde på arbejde på sædvanlig vis.

 

Medarbejdere i øget risiko skal dog ikke udsættes for ’oplagt smitterisiko’. Det er derfor arbejdsgivers ansvar at sørge for, at de fx ikke skal have kontakt med patienter eller borgere, som er mistænkt for eller er smittet med ny corona-virus, men skal flyttes til andre opgaver, arbejde hjemme eller lign.

 

Kontakt gerne din kommunale forvaltning om fortolkning af aftalen.